Familien samles

Dagen startede med en mærkelig fornemmelse i kroppen, blæsten var hård, solens stråler trægte lige gennem skyerne og gav dagen en smule glæde.
Dagen var også den dag jeg skulle sige farvel til min skønne farmor, efter 79 år (dog kun 33 år fra min side!).
Det er en af de dage hvor man har svært ved at finde en grimasse der kan passe...
På den ene side vidste jeg det var et godt farvel til en underskøn og gavmild kvinde som efter sygdom endelig kunne sige farvel til en verden der har været både god, hård, kærlig, begivenhedsrig og fuldt af glæde for hende.
Men en sørgelig dag hvor det går op for en at livet er værd at leve her og nu og ikke imorgen..
Vi skal huske på de gode ting i livet og ikke altid alle de fejl og mangler der er...
Et sidste farvel blev der sagt til en kvinde hvis liv var fyldt med mennesker: 5 børn, 15 børnebørn, 3 oldebørn og et par stykker på vej...et liv ikke mange får!!
Så selv om sorgen var tilstede i kirken kunne man også mærke glæden over at så mange mennesker kan samles og mindes hende, livet og hinanden uanset alder, køn og tro...
Jeg betragter mig som et heldigt mennesker at være en del af alt dette, selv om jeg nu kan sige at jeg ingen bedsteforældre har længere...